Der var ingen skrald på stranden den dag

Skribent

Winnie havde været rundt på hele stranden ligesom alle de andre i dage. Denne dag var stranden helt tom. Ingen gamle plastikdunke var flydt inde ude fra havet. Intet chokoladepapir eller cigaretskod var blevet smidt af forbipasserende. Hun havde altid vidst med sig selv, at en dag ville der ikke længere være brug for hendes indsats. Og hun kunne mærke på sig selv den dag var nu!
Hun holder øje med livredderen og hans hund Kenzo. Hun bemærker han er optaget andetsteds. Hun skubber hans kajak ud i vandet og ud over de lave revler. Revlerne forsøgte at holde på kajakken tilbage for at undgå den for længst bebudede ulykke. Hunden Kenzo fornemmer klart, at noget er galt og han kaster sig ud i bølgerne, mens livredderen finder sit redningsbælte frem. I vand til knæene holder livredderen øje med det ulige slag. Der udspiller sig en fortvivlet kamp mellem revlen, der på sin side ønsker at holde på kajakken og fralandsstrømmen, der ønsker at føre kajakken til havs.
Fralandsstrømmen har størst held med sit projekt og får vristet kajakken fri af den sidste revle. Den viljeløse kajak bliver der taget af nogle store bølger. Bølgerne får væltet kajakken og Winnies krop glider ud.
Ved mødet med det kolde vand beslutter hun sig for at tage den indtrængende stemme i hendes hoved med sig ned i dybet i håb om, at den for en gangs skyld vil give slip. Det kølige vand omslutter hendes brændende krop og slukker ilden indeni hende.
Det føles som om hjernen vil sprænges. Snart vil den overkogte hjernemasse vil flyde ud i det kolde vand som varm grød. Der er ikke længere plads inde i hovedet.
Blodet forsvinder fra fingrene, og en prikken i armen. Hun trækker vejret hurtigt i stød og sluger saltvand og kaster op. Munden bliver fyldt af sur mavesyre. Ørerne bliver fyldt af vand. Balancenerven mister pejlingen på, hvad der er op og ned.
Arme og ben fægter vildt, og hovedet kan ikke holde sig under vand. Munden forsøger at sluge vand, men munden går i krampe og kan ikke synke vand ned i maven og lungerne. Det salte vand i munden gør, at halsen hoster, og lungerne begynder at trække vejret ukontrolleret med dybe indåndinger. Hun hyrperventilerer og får angstanfald.
Hun bliver fortvivlet over, at hun aldrig havde held til at gøre noget ordentligt. At hun ikke kan finde ud af bare lade sig glide ned i vandet og forsvinde i dybet og aldrig dukke op igen.
Kenzo faste greb i hendes tøj holder hende oppe til stadighed. Det lykkes Livredderen at få bragt redningskransen omkring den næsten druknede.
Da hun ser ind i livredderens blå øjne, går det op for hende: Det indtrængende var forsvundet. Nu var hun i stand til klart at tænke fremad!
Hun så sig selv ligge i en varm favn med livredderen. Som i et syn ved hun, han ville holde om hende. Hun ville føle sig nyttig igen. Han ville synes, hun er sjov og vidende. Hun ville aldrig få nok af ham. Hun ville til daglig mærke hans hengivelse og længsel. I hans favn ville hun acceptere sig selv.
Hun smiler lettet. Fremtiden tegner lys.