Erindring om en julenat.Der var ingen muligheder for at sove videre den julenat. Uroen nedenunder var blevet for voldsom. Lillesøster stod klemt inde i hjørnet, mens hun forgæves forsøgte at berolige sin kludedukke. Det var svært, at afgøre om hendes rystelser skyldtes kulden og bare tæer eller blot rumlen nedenunder. Det duftede stadig af juleand og rødkål. Storebror rejste sig op i den snævre seng og slog hovedet mod skråvæggen. Han var blevet for stor til det rum.
Han åbnede forsigtigt døren til loftværelset og blev slået tilbage af en iskold trækvind, der truede med at fryse hans ånde til is. Han listede ned af trappen tog fat i yderdøren. Døren stod vidt åben og kastede kulde ind. Ude i sneen lå farens kuffert åben. Tøj spredt ud over sneen. I et træ hang farens arbejdskjorte fra Thule AirBase og blafrede.
Den store kranglede dreng fik presset yderdøren i. Bag ham stod køkkendøren halvåben. Ud over gulvet lå bestik spredt ud og glimtede i månelyset. Han forsøgte at undgå at træde på en beskidt kniv, men tæerne ramte i stedet en gaffel. Han udstødte en lille forbandelse. Der blev stille inde i stuen. Helt stille. Han hørte kun sin egen vejrtrækning. Lillesøster listede op ved siden af ham og skubbede forsigtigt døren op ind til stuen.
Foran den udslåede sovesofa stod faren kun iført underbukser med fråde om munden og knyttede hænder. Bag stuebordet stod moren med sin itu revet natkjole og holdt fast ved ryglænet på en stol .
De to børns tilstedeværelse midt i stuen virkede til endnu en gang at have en beroligende virkning på uroen i rummet.
Moren gav slip på sit tag i stolen. Faren løsnede sine knyttede næver og vinkede afværgende med sine hænder. Han tog fat i dynen, som om han ville kravle ned i seng igen. Når faren først havde fået lagt hovedet på puden, faldt han som regel i søvn med det samme.
Inden han nåede at lægge sig, blev han denne julenat stoppet af sin datters øjne. Trods sit fuldskab bemærkede han, at datteren ikke længere så på ham med frygt. Hun stirrede i stedet anklagende på ham og udbrød:
“Jeg hader dig. ”
Faren reagerede prompte og greb fat i hendes arm.
“Du har ingen ret til at hade mig. ”
Hun fortsatte:
“Jeg hader dig. Jeg hader dig. ”
Inden faren nåede at standse sin datters anklager med en lussing, blev hans arm blev grebet i luften af hendes storebror.
Forskrækket så faren ind i sønnens sammenknebne øjne. Det havde aldrig sket før, at sønnen havde lagt hånd på ham. Faren spurgte sig selv:
‘Var sønnen blevet voksen? Havde hans arbejde som avisbud og flaskedreng gjort ham stærk.’
Faren forsøgte at gøre sig fri af drengens håndfaste greb. Farens manglende evne til at gøre sig fri, opildnende blot drengens lyst til at tvinge faren i knæ. Farens ånde stank af bræk og forfald. Med væmmelse tvang sønnen tvang sin far ned i gulvet. Satte sig oven på ham og tvang hans skuldre i gulvet. Faren sprællede med benene og dunkede fortvivlet hovedet i gulvet. En pude blev anbragt den under farens hoved af moren. Efter lidt flere halvhjertede forsøg på at gøre sig fri faldt faren i søvn med sønnen solidt placeret oven på sit bryst.
Moren tog lillesøster ved hånden og tog hende med op på loftværelset og låste døren efter sig.
Resten af den nat blev sønnen siddende halvt sovende ved siden af sin far. I smug betragtede han sin fars sovende ansigt. Drengen måtte konstatere, at han selv for alvor blevet voksen.
Han åbnede forsigtigt døren til loftværelset og blev slået tilbage af en iskold trækvind, der truede med at fryse hans ånde til is. Han listede ned af trappen tog fat i yderdøren. Døren stod vidt åben og kastede kulde ind. Ude i sneen lå farens kuffert åben. Tøj spredt ud over sneen. I et træ hang farens arbejdskjorte fra Thule AirBase og blafrede.
Den store kranglede dreng fik presset yderdøren i. Bag ham stod køkkendøren halvåben. Ud over gulvet lå bestik spredt ud og glimtede i månelyset. Han forsøgte at undgå at træde på en beskidt kniv, men tæerne ramte i stedet en gaffel. Han udstødte en lille forbandelse. Der blev stille inde i stuen. Helt stille. Han hørte kun sin egen vejrtrækning. Lillesøster listede op ved siden af ham og skubbede forsigtigt døren op ind til stuen.
Foran den udslåede sovesofa stod faren kun iført underbukser med fråde om munden og knyttede hænder. Bag stuebordet stod moren med sin itu revet natkjole og holdt fast ved ryglænet på en stol .
De to børns tilstedeværelse midt i stuen virkede til endnu en gang at have en beroligende virkning på uroen i rummet.
Moren gav slip på sit tag i stolen. Faren løsnede sine knyttede næver og vinkede afværgende med sine hænder. Han tog fat i dynen, som om han ville kravle ned i seng igen. Når faren først havde fået lagt hovedet på puden, faldt han som regel i søvn med det samme.
Inden han nåede at lægge sig, blev han denne julenat stoppet af sin datters øjne. Trods sit fuldskab bemærkede han, at datteren ikke længere så på ham med frygt. Hun stirrede i stedet anklagende på ham og udbrød:
“Jeg hader dig. ”
Faren reagerede prompte og greb fat i hendes arm.
“Du har ingen ret til at hade mig. ”
Hun fortsatte:
“Jeg hader dig. Jeg hader dig. ”
Inden faren nåede at standse sin datters anklager med en lussing, blev hans arm blev grebet i luften af hendes storebror.
Forskrækket så faren ind i sønnens sammenknebne øjne. Det havde aldrig sket før, at sønnen havde lagt hånd på ham. Faren spurgte sig selv:
‘Var sønnen blevet voksen? Havde hans arbejde som avisbud og flaskedreng gjort ham stærk.’
Faren forsøgte at gøre sig fri af drengens håndfaste greb. Farens manglende evne til at gøre sig fri, opildnende blot drengens lyst til at tvinge faren i knæ. Farens ånde stank af bræk og forfald. Med væmmelse tvang sønnen tvang sin far ned i gulvet. Satte sig oven på ham og tvang hans skuldre i gulvet. Faren sprællede med benene og dunkede fortvivlet hovedet i gulvet. En pude blev anbragt den under farens hoved af moren. Efter lidt flere halvhjertede forsøg på at gøre sig fri faldt faren i søvn med sønnen solidt placeret oven på sit bryst.
Moren tog lillesøster ved hånden og tog hende med op på loftværelset og låste døren efter sig.
Resten af den nat blev sønnen siddende halvt sovende ved siden af sin far. I smug betragtede han sin fars sovende ansigt. Drengen måtte konstatere, at han selv for alvor blevet voksen.
