Hunde internatet

Skribent

Bussen

Ved enden af betonen stod de sidste passager af. Nuka og Faiza var nu alene med chaufføren i bussen. Nuka fandt et par flasker vand frem og tilbød en. Faiza afviste tilbuddet.

“Ellers tak. Jeg har drukket vand inden solens første striber fik magt. Masser af vand.  Jeg faster i denne måned”, svarede Faiza.

Nuka åbnede skruelåget på den ene flaske sprudlende vand med citrus. Faiza så undrende på  hende:

“Du dufter frisk,  Ikke som et helt værtshus.”

“Jeg har vinket farvel til værtshuset og goddag til Antabus “

Nuka viser hende et pilleglas.

“ Er du blevet vasket? Dit tøj lugter af lavendel og skyllemiddel.”

“Ja jeg er en ny Nuka. Vasket, skrubbet og fri for giftstoffer. “

Hun slog sig på sin tykke jakke og fandt noget i sine store lommer.

Et stort billede af en hund dukkede op foran Faizas øjne. Faiza konstaterede:

”Et print af hunden Kenza fra dyreinternatet “Dyrefryd”. “

“En smuk hund søger nye ejere. “

“ Hvor har du fået det fra? ”

“Fra arrestens computer. Nu er jeg klar til hund.”

“Det er en stor hund? “

“En god blanding af Schæfer og en slædehund. 3 år gammel. ”

“Hvad skal du så med en hund? ”

“Hvad skal vi med en hund? En hund vil kunne give os tryghed ”

“Hvorfor har du så ikke fået dig en hund noget før. “

“Det kræver stabile rammer. “

“Du er blevet overfaldet og tæsket mange gange? ”

“Okay Okay. Ingen vil udlevere en hund til en fuld og tosset grønlænder som mig. ”

“Og? Du ligner stadig en fuld og tosset grønlænder”

“Ja. Det gør jeg.  Men det gør du ikke. “

“Tak for det. “

“Du er en smuk farverig kvinde. Dufter af friskhed og citrus. “

“Og nu har den skøre eskimo brug for en hundehader, som mig til at få en slædehund.”

“Du vil komme til at elske hunden. “

“Er det derfor vi er på den her bus? “

“Nej. Nu skal du ikke blive sur på mig”

“Er det det eneste du kan bruge mig til. Til at få en hund? “

“Nej vi skal have den sammen. “

“Skal jeg så passe din hund, når du ligger i druk? ”

Faiza rejste sig og trykkede på stopknappen.

“Jeg står af ved næste stoppested. ”

“Vent. Jeg kan ikke klare, at du bliver sur på mig. ”

“Du må da vide, at det vil jeg ikke bruges til”

“Nej. Nej. Sådan er det ikke. Sæt dig her hos mig.”

Faiza havde rejst sig og stod rank i midtergangen. Nuka fortsætter:

“Du er den første, der har villet sidde sammen med mig, blot for at sidde sammen med mig.”

“Ja vi har haft mange gode stunder sammen. “

“ Når andre sidder med mig, vil de i seng med mig, tigge noget hash, drikke min vin eller hugge mine penge. ”

Faiza stod med en stram mine henne ved døren klar til at stige ned af trappen.

“Hvad skal du med en hund? ”

“Jeg er vokset op med hundeglammer hele vinteren. En fuld hjemløs kan svigte sin hund gang efter gang, og hunden vil stadig være ved din side. Lidt opmærksomhed og hunden slikker din hånd. ”

Bussen svingede ind til stoppestedet. Faiza stod tøvende på trappen i døråbningen. En enlig knallert kørte raslende forbi med klirrende poser.. Hun trådte et skridt tilbage op i bussen.

Den solide kvindelige buschauffør med de store fletninger råbte ned til hende:

“Bliver det til noget. Skal du af eller hvad? ”

Motoren brummede lidt utålmodigt i tomgang. Faiza gik et skridt ned af trappen og dørene viftede lidt med vingerne og fik dieselos hevet ind i bussen.

”Det er nu, hvis du skal af min bus. ”

Faiza var blevet  lidt svimmel af ossen, vendte sig om og gik op i bussen igen.

“Nej jeg bliver i bussen. ”

Døren gled i. Motoren drog et lettelsens suk og satte bussen i gang igen. Faiza tog fat i stangen og svingede sig på plads ved siden af Nuka.

“Hvis du skal gøre håb om at få en hund, skal du lige shines lidt op. ”

Faiza fandt et af sine tørklæder frem og bandt det stramt om Nukas hoved.

“Du kvæler mig. “

“Så nu ser du lidt mere civiliseret ud. Dine hårlokker strittede lidt vildt. ”

En snip fra det nye tørklæde fandt vej til at tørre Nukas tårer af.

”Måske et stykke tyggegummi kunne få dit tørklæde til at sidde fast i panden. ”

Nuka smilte gennem sine tårer.

 

Et par stoppesteder senere var det Nukas tur til at sætte fingeren på stopknappen. De to kvinder rejste sig og stillede sig ved døren. Chaufføren lod bussen glide stille og roligt ind til stoppestedet. Nuka skyndte sig ud. Til hendes overraskelse blev Faiza stående oppe i bussen.

“Hvad sker der? Skal du ikke med ud? ” råbte Nuka nede fra fortovet.

Faiza kastede den store IKEA taske ned til Nuka.

“Her er en pose til din hund. Du ligner ikke længere en fuld grønlænder. “

“Jeg er et menneske, der gerne vil være hundeejer. “

“Du vil selv kunne få tildelt en hund” sagde hun vinkende til Nuka.

“Nej. Det kan jeg ikke alene. Man skal være to for at få en hund tildelt.”

Faiza kunne mærke chaufførens blik i spejlet. Et nik fra Faiza og døren satte i bevægelse.

Inden døren gled helt i, lykkedes det Nuka at få sat tasken i klemme, hvorved tasken forhindrede døren i at lukke.

Døren gik i selvsving, åbnede og lukkede i forventning om, at den kunne fortære tasken, men tasken ville ikke ædes.

Den lille åbning til chaufførsædet blev knaldet op og et virvar af fletninger, svingende bryster og arme væltede ned af gangen. En rem af jasmin parfume og solide arme skubbede Faiza til side. Hænder rykkede i tasken i et håb om at kunne hive tasken ud af gabet på døråbningen. Efter hænders kamp mellem chauffør og Nuka og råben imellem dem, kunne døren samles igen. Nuka stod opgivende tilbage.

Nu kunne bussen igen frigøre sig fra holdepladsen.

Nogle få stoppesteder længere henne holdt motorens brummen op, og bussen gled ind på dens ensomme endestation.

Faiza sad alene tilbage i bussen. Over højtaleren lød en skratten.

“Det er endestationen. Vi kører ikke længere”

Faiza stod af. Chaufføren låste bussen af og gik ind i skuret.

Vinden tog fat i Faizas lange kjortel og åbenbarede hendes lange sorte bukser og farverige langærmede bluse. Hun skubbede en uregerlig hårlok ind bag det stramme tørklæde. Nogle gråspurve flokkedes om skraldespanden. Hun tjekkede lige om, der var nogle tomme plastflasker i skraldespanden. Hun kunne godt have brugt et toilet. Hun havde drukket meget vand om morgenen, inden det blev lyst. Blæren måtte vente. Det lugtede godt af nyslået græs.

Faiza betragtede udsigten ud over betonen, der lå neden for hende. I det fjerne kunne hun høre mågeskrig. Sorte krager svævede søgende efter bytte hen over betonen. En labyrint hvor små kraftige kvinder i uformelige lange kjoler vraltede rundt med fyldte indkøbsposer til at forsøde aftenen under ramadanen.  Unge mænd drev rastløst rundt mellem spredte glasskår. Lyden af en hjemløs scooter cirklede formålsløst rundt i de smalle gyder i labyrinten mellem de firkantede kasser, der gjorde det ud for lejligheder stablet oven på hinanden. Alle ventede blot på, at det hele gik over. At det ville blive mørkt, så man igen kunne spise sig igennem ramadanen.

Chaufføren med den vældige barm kom ud med en stor kop duftende kaffe og et stort stykke smuldrende kage. Chokoladekage duften bredte sig.

Hun placerede sig ved siden af Faiza og spildte nogle kagekrummer ned i sin dybe udskæring. Hun børstede krummerne af og smuldet røg ned på jorden, hvor ivrige småfugle pippende kæmpede om at komme først til fadet.

“Skulle du have været af ved betonen? ”

“Jeg har været en del af betonen. “

“Det er du ikke længere? ”

“Det har jeg været, men så rendte jeg panden mod en mur. “

“Hovedpine?

“Ja altid. ”

“Skal du med tilbage? Bussen kører snart. ”

Faiza satte sig ind i bussen. Den tomme bus kørte langsomt forbi et par stoppesteder for til sidst at standse foran dyreinternatet. Motoren holdt op med at spinde, og der blev helt stille inde i det lange rum mellem stolerækkerne.

Over højtaleren lød det:

“Dyreinternatet. Alle bedes stå af. ”

Øjne kiggede sig søgende rundt. Der var tomt i bussen. Et spørgende blik op i spejlet gav hende øjenkontakt til chaufføren. Det venlige smil sendte hende en opfordring til at stige ud.

“Vi kører ikke videre. Din veninde venter på dig. ”

En sammenkrøbet bylt sad i hjørnet af busskuret omgivet af hybenbuske. Faiza steg af og satte sig på bænken ved siden af tøjbylten. I baggrunden kunne der høres hunde glammer. Og bussen forsvandt ud på sin videre færd. Duften af rosenbuske blandede sig med Nukas svedlugt. Nuka sagde:

“Jeg troede, jeg havde mistet dig. ”

“Jeg havde blot brug for at være lidt alene. ”

Nogle solbriller dukkede frem af Faizas taske.

“Tag dem her på. Dit ansigt er ophovnet. Vi skal lige rette på dit tørklæde. ”

Tørklædet omfavnende Nukas runde ansigt og fremhævede hendes kinder. Faiza brugte en flig af tørklædet til at tørre snot og savl væk fra Nukas ansigt

“Du må undskylde. Ramadanen er særlig hård i år. “

“Du kan ikke blive ved med at bruge ramadanen som undskyldning. Du har selv valgt det. Så vidt jeg ved, behøver syge ikke at faste. ”

“Det er netop, når man er syg, at man har mest brug for at vise hengivenhed over for Allah. ”

Faiza rejste sig.

“Kom så min ven. Nu skal vi ind og hente din hund. ”

En blød varm hånd tog fat i Nukas tørre ru hænder.

“Du tager mig i hånden? Det har du aldrig gjort før. ”

“Skal vi ikke forestille at være et par gode veninder, når vi skal hente hunden. ”

“Jo det er altid nemmere at få udleveret en hund, når man er et par”.

Der blev skubbet til internatets dør og de to kvinder sejlede målbevidste ind gennem døren. I receptionen så en ung student op fra sin soduko og pegede på døren ind til hundegården.

“Tag et kig på hundegården. Vores leder kommer snart. Hun er ude og aflevere en hund til et ægtepar. Og tag venligst solbrillerne af. Hundene kan ikke lide solbriller”

Døren gik op til hundegården og en sur lugt bredte sig og forhindrede Faiza i at komme videre.

“Det lugter af hund. Mange hunde. ”

“Hvad havde du forventet? ”

“I mine øjne har hunden altid været uren. Som barn var jeg panisk angst for hunde. Hvis jeg en sjælden gang i betonen mødte en løsgående hund, løb jeg straks ind i den nærmeste opgang og gemte mig. ”

Faiza foldede hænderne foran sig og begav sig forsigtigt ind rummet, hvor hunde kastede sig glammende mod det beskyttende trådnet.

“Tror du tremmerne holder? ”

Der stak poter ud af tremmerne langs den lange gang.

Nederst for enden af gangen lød der en hylen fra en ensom hund.

Nuka fandt en seddel på døren med det gode navn “Kenzo”. Den hund hun var på udkig efter. Hun satte sig op af væggen og begyndte stille at efterligne hundens lyde. Den skiftevis peb og udstødte nogle hyl.

Nuka kombinerede dem med nogle kliklyde.

Faiza stod tøvende med sin store IKEA pose i dørkarmen for enden af gangen. Hun skulle ikke nyde noget.

Efterhånden lykkedes det Nuka og hunden Kenzo at komme i synk med deres indbyrdes tuden. De øvrige hunde begyndte også at falde ind i jamrende hylekor. Det lød som en stille klagen med ønsket om bedre tider uden for internatets mure.

Nuka vinkede til Faiza. Faiza tog mod til sig og ved at holde sig tæt på væggen, lykkedes det hende at bevæge sig stille ned af gangen. Hun for dog forskrækket sammen, hver gang en stor lodden krop kastede sig mod tremmerne.

Inde i Kenzo boks trak han trak sig tilbage i sit hjørne med sin hundekurv.

Nuka lukkede dem begge stille ind i Kenzos boks. Nuka satte sig på gulvet og Faiza satte sig ved siden af Nuka på sin IKEA pose. Faiza sørgede for at Nuka sad i mellem hende og hunden.

Nuka hviskede:

“Hjemme på Grønland stod hundene ude hele vinteren ved hvert et træhus og hylede i håb om, at solen snart ville komme frem. Ofte satte jeg mig ude sammen med hundene i sneen, når det blev for slemt indenfor. ”

Nuka lukkede øjnene og faldt i en nærmest trancelignende tilstand, mens hun stadig messede sin dæmpede tuden.

Inde i boksen rejste Kenzo sig stille fra sin hundekurv og kom stadig tættere på, mens den snusende undersøgte Faizas aroma.

Faiza forsøgte at falde ind i rytmen i lydene. Hun frøs. Hendes blære strammede til. Blodårene i tindingerne bankede. Kenzo savlede og viste store spidse tænder. Alle hår på Kenzos pels strittede.

Faiza lænede sig tilbage og hendes ryg forsøgte at krybe ind i den kolde betonvæg bag hende. Til sidst blev smerten i blæren for stor og hun kunne ikke holde sig. Noget vådt bredte sig langs hendes lår på hendes bukser. Faiza mærkede lettelsen brede sig fra hovedet og hele vejen ned og en varme bredte sig i hendes krop. Duften af frisk urin bredte sig i boksen.

Kenzo snusede logrende til Faiza og slappede af og viste at den accepterede de to indtrængende ved at slikke Faiza på hænderne.

Hunden lagde sit hoved i skødet på Faiza. Nuka kløede den bag ørene. Der kom et veltilpas grynt fra hunden. Og der blev ro i det store rum. Alle hundene gav sig til at lave et behageligt leje i deres polstrerede hundekurve.