“Ingen døde det år” fortalte avisens løbeseddel stolt uden for Brugsen.
Til Dansker Magnus store ærgrelse var Nukaka var ikke mødt op med sin indkøbstaske, som hun plejede, når hendes mand var ude og jage sæler.
Magnus skruede låget fast på termokanden og bevægede sig ned mod havnen. Når han passerede et af de spredte træhuse, bevægede gardinerne sig. Han bemærkede, at himlen over havnen havde den samme farve som fjernsynet, havde når han med et sæt vågnede efter en god brandert. Hundene gøede nervøst og myggene søgte hans rødmossede kinder.
Hvad han ikke vidste var, at Nukaka samme dag var taget på jagt ude på havet i motorbåden sammen med sin mand.
Det havde aldrig været hendes mening at dræbe. Først skød hun sælen. Det var alt for let for hende at fortsætte. Skuddet faldt nemt. Hendes mand tog roligt imod skuddet. Som om han vidste at sådan måtte det ende. Der blev ro. Ikke flere bebrejdelser. Havet lagde sig.
Det var nu slut dagligt med at drikke og skændes om, hvem der bar rundt på de største nosser. Slut med at holde det i live som bare gør så ondt. Ingen grund til at frygte at vuggen vil vælte i et øjeblik af tumult.
Nu var der sæl til mange dage.
Nukaka havde fået ny energi og placerede sælen oven på sin smilende døde mand. Startede påhængsmotoren.
Magnus tog imod båden. Fik sig et varmt kys på kinden. Nukaka rakte ham geværet. Bag ham lød der et skrig. Oppe ved huset stod Nukakas store datter med et spædbarn på armen og skreg.
Magnus fandt aldrig ud af, hvad der ramte ham.